Dag 17 – Nashville, Country og State Capitol

I dag var Nashville dag. Vi stod forholdvis tidligt op og efter en fin morgenmad på hotellet kørte vi ind til midtbyen i Nashville. Vi har overnattet på et hotel ved lufthavnen ca. 15-20 min kørsel fra centrum. Det har vi gjort da vi kunne få et godt hotel til en god pris.

Da vi kom ind til centrum fandt vi efter et par forsøg en parkeringskælder hvor prisen var ok. Der kan være en del at spare, det første vi så kostede 50 $, den anden 30 $ og den vi parkerede i kostede10 $. Alle tre var meget centrale.

Vi startede med at gå en tur ned af Broadway som er en meget turistet gade, men også rigtig sjov gade med en masse at se på. Helt grundlæggende bestod den af spisesteder, barer med country musik, souvenir shops og støvle/hat forretninger. Jeg tror vi var inde i de fleste souvenirer shops, bestemt ikke min ynglingsbeskæftigelse, men drengene elsker det, så det har vi selvfølgelig gjort i stor stil.

Vi fandt en bar med musik og gik ind for at høre lidt musik. Winnie og drengene fik en sodavand og jeg fik en enkelt øl. Det var super hyggeligt og musikken var god.

Vi fortsatte hen til Country Hall of Fame and Museum. Et museum der handler om country musikkens historie, og slutter med “Country Hall of Fame”. Det endte med at det kun var Storm og jeg der gik ind og så det (det var ret dyrt og Winnie, Sylvester og Villads havde ikke rigtigt lyst). Det var et fint museum, men når man ikke har det store kendskab til country musik, blev det meget til en masse kostumer og guitarer.

Til frokost spiste vi mad fra en food truck. Det var virkelig mange at vælge i mellem, men vi valgte “hot chicken” som er Nashville måden at spise fried chicken på. Som navnet siger, så er det kylling med stærke krydderier. Vi tog forskellig styrke, men alle syntes det smagte godt og at det var stærkt. Så vi spiste “hot chicken” i 34 graders varme. Det gav sved på panden.

Vi fortsatte op til “State Capitol Building”. På vejen fik vi set en “Goo Goo” butik som sælger “P tærter” på speed 🙂

State Capitol er regeringsbygningen for staten Tennessee. Vi kom lige som den sidste rundvisning skulle starte, så den tog vi. Vi har efter hånden set en del “stat regeringsbygninger i USA”. Jeg syntes det er en rigtig god oplevelse. De andre syntes det er ok. Der er altid offentlig adgang og man har lov til at gå rundt og se bygningen. Hvis der er møder i senatet eller repræsentanternes hus, så kan man se det fra tilskuerpladserne. Hvis der ikke er møde, så kan man se lokalerne. Det er altid gratis.

Det er første gang vi har fået en rundvisning (og den var også gratis). Vi fik en rigtig fin rundvisning med mange gode informationer. Jeg syntes det var rigtigt godt, og da der ikke var møder, så fik vi lov til at gå ind i selve senatet og repræsentanternes hus.

Dagen i dag har været super varm. På toppen var der 34-35 grader og høj sol. Så efter State Capitol kørte vi tilbage til hotellet og tog en meget land tur i poolen. Her kom vi også i snak med nogle Amerikanere, det var super hyggelig og de var meget interesseret i at høre om vores tur. Poolen på dette hotel er super lækker, så man har virkelig ikke lyst til at gå op igen.

Det sidste aftensmåltid i USA (for denne gang) blev indtaget i en lokal Diner. Winnie fik en meget stærk drink til sin mad, så jeg kørte hjem 😉

Vi har nu tjekket ind til vores fly i morgen (flyver først 20.20 fra Nashville), så vi er begyndt at gøre os klar. Men vi forventer at bruge noget “turist tid” igen i morgen.

Sune

Skriv et svar