Dag 15 – Shopping, Chattanooga og byvandring

Så blev det tid til at forlade Atlanta. Vi havde hørt fra flere, at Atlanta ikke har noget at byde på, så man ikke skal bruge tid her. Jeg har lidt en fornemmelse af vi mangler en masse, på trods af to meget travle dage. Så jeg kunne godt komme tilbage en anden gang.

I dag skulle vi køre til Chattanooga. Vi kunne køre dertil på små 2 timer (uden pause), men som tidligere valgte vi at køre på landevej i stedet for motorvej, derfor lagde vi en time til turen.

Storm havde et stykke tid ytret ønske om at shoppe. Så Winnie og han havde fundet et shoppingcenter i Chattanooga. Derfor var det vores første stop efter en flot køretur. Jeg tror ikke helt centeret levede op til Storm’s forventninger. Men vi fik da købt nogle sko, badebukser og Sylvester købte sig et ur. Så helt forgæves var det ikke :o)

Planen herefter var at køre ud og se Ruby’s Falls, som er et vandfald i en grotte (langt under jorden). Men Villads var bestemt ikke vild med tanken, så i stedet for at gøre det store ud af det, så valgte vi at tage til hotellet. Hotellet havde en lækker pool, så vi tog en dukkert.

Vi gik en tur i byen. Det var virkeligt varmt og solen bagede ned. Men det var dejligt at gå en tur og selvom byen virkede lidt død, så var det en god tur. Vi fik bla. set et “soppebasin” som startede på nogle trapper og ende i et basin. Vi fik også set Tivoli, som i Chattanooga er et teater.

Så dagen i dag har ikke stået på de store oplevelser, men den har været rigtig hyggelig. Man kan godt mærke vi nærmere os hjemrejsen, så især Sylvester begynder at savne sine venner hjemme i Danmark. Men vi har stadigvæk 3 dage tilbage hvor der skal opleves en masse.

Fik også smagt en bacon sodavand – den smager selvfølgeligt godt (men blev sjovt nok ikke drukket op..)

I morgen kommer vi til Nashville. Byen som vi også skulle have startet i, men aldrig kom til. Set tilbage på de udfordringer vi havde i starten af ferien, så er jeg rigtig glad for den beslutning vi tog at køre fra New York. Jeg kan også læse der er mange andre der har udfordringer med flyselskaberne denne sommer. Så vi er ikke alene..

Sune

Skriv et svar